Social isolation

At tackle dårlig hørelse handler også om at tackle ensomhed og social isolation. Og det er vigtigt at tage alvorligt, for det slår ligeså mange ihjel som rygning og fedme gør.Ensomhed er ikke en sygdom. Det er en tilstand, som alle mennesker oplever indimellem. Men bliver ensomheden kronisk og ender i social isolation, kan det let gå hen og resultere i skrantende helbred og ligefrem være livsfarligt. Faktisk har folk, der gennem længere tid føler sig ensomme og socialt isolerede 14 procent større risiko for at dø en tidlig død end folk, der ikke er ensomme. Dertil kommer, at ensomme og socialt isolerede hyppigere rammes af demens, hjertekarsygdomme, diabetes, forhøjet blodtryk, stress og depression.

Mange med dårlig hørelse føler sig ensomme og socialt isolerede. For når man igen ikke kan følge med i samtalen, og når man for tusinde gang skal bede om at få gentaget, og når ægtefællen atter vrisser over at lydstyrken på fjernsynet er for høj, og når kollegaerne skraldgriner i kantinen, og man som den eneste ikke har fanget hvorfor, så er det nemt at komme til at føle sig ensom, udstødt og socialt isoleret.

En af verdens førende ensomhedsforskere hedder John Cacioppo, og er professor på University of Chicago. Til flere amerikanske medier har han fortalt, at ensomhed har meget til fælles med smerte, sult og tørst. Når vi er sultne, er det et signal fra kroppen om at vi skal spise, når vi er tørstige, er det et signal om at vi skal drikke, og når vi er ensomme er det et signal om, at vi skal opsøge social kontakt. Mennesket er grundlæggende en social art, og et socialt isoleret menneske er næsten sikker på at leve et kortere og mere elendigt liv, er den kontante udmelding fra John Cacioppo.

Høreapparater kan hjælpe

Ensomhed er forbundet med skam. Det samme er dårlig hørelse på trods af at der både teknologisk og designmæssigt har været en massiv udvikling inden for høreområdet de seneste år. Paradokset opstår, når dårligt hørende vælger høreapparater og tekniske hjælpemidler fra, selvom det langt hen ad vejen kan hjælpe den enkelte ud af isolationen og ensomheden.
Ifølge John Cacioppo handler det om, at vi som mennesker går meget højt op i at beskytte vores selvbillede. Samtidig har vi svært ved at indrømme, at vi er ensomme, fordi det er så stigmatiseret en tilstand. Men ved at ignorere problemet, risikere den ensomme at gøre det endnu sværere at bryde ud af ensomheden.

Hav fokus på det, du kan ændre

Men det er ikke altid nemt at være den opsøgende, når man er ramt af ensomhed, og har man oven i købet dårlig hørelse, kan det føles endnu mere angstprovokerende. Også selvom man allerede er godt hjulpet af høreapparater og tekniske hjælpemidler. For det er ikke givet, at det løser hele problemet.
I psykolog Lone Abild Gerhardts praksis, er høretab og social isolation også et tilbagevendende tema, selvom det ikke nødvendigvis er årsagen til, at klienterne opsøger hende i første omgang. Hun mener, at det er vigtigt at have fokus på det, som man kan gøre noget ved i stedet for at dvæle ved det, man ikke kan ændre. Fx ved at træffe en beslutning om at man ønsker at få et godt liv og at man ikke ønsker at blive socialt isoleret. For når man har truffet beslutningen, kan man forholde sig til, hvordan tingene kan ændres.

Man dør ikke af at have et høretab, men man dør af ensomhed

-Du har altid et valg. Du kan vælge at få indflydelse og ændre din situation. Et generelt forslag er at være åben og opsøgende, råder Lone Abild Gerhard.
Hun understreger dog, at det er vigtigt at huske på, at alle mennesker er forskellige og opfatter deres situation forskelligt, og at der derfor heller ikke er nogen entydig formel på, hvordan man tackler hørenedsættelse og social isolation fordi det der fungerer for en person ikke nødvendigvis fungerer for en anden.  Det afhænger både af alder og hvilken livssituation, man står i.
-Men man er nødt til at være åben og prioritere ting, som skaber glæde. Man kan beslutte, at ens netværk skal have tid til at tilpasse sig og hjælpe dem på vej ved at fortælle dem, hvad de kan gøre. Det kan også handle om forberedelse, så man sørger for at komme til at sidde der, hvor der er bedst belysning eller at man kommer til at sidde sammen med folk, som er gode til at kommunikere. På den måde er man selv med til at sørge for, at de fleste sociale situationer kan blive vellykkede.
Lone Abild Gerhardt mener også, at det på den måde kan blive nemmere at kapere, når man så engang imellem havner i en social situation, der ikke er vellykket.

Man har brug for andre

Selvom man kan gøre meget selv, mener Lone Abild Gerhard ikke, at man ikke kan ændre alt alene-Det stiller også krav til omgivelserne. Det handler jo om et samspil med andre mennesker. Man kan ændre meget selv, men hvis ikke man bliver mødt respektfuldt af andre, så har man ikke selv valgt hele situationen. Der er mange dilemmaer forbundet med kommunikation og de forhold og vilkår man er sammen med andre på, siger Lone Abild Gerhardt.

Men hvis man hører dårligt og i forvejen føler sig ensom, er det så ikke forståeligt, at man ikke orker at deltage i familiefødselsdagen, hvis man ved, at sandsynligheden for at man kommer til at sidde og føle sig uden for er stor?
-Jo. Det er et valg man må træffe. Man må gøre op med sig selv, hvor meget man ønsker at høretabet skal begrænse ens liv. Man kan vælge isolationen til ved at blive hjemme eller man kan tage af sted og så måske få en rigtig god snak med en eller to personer og så være glad for, at man i forhold til sig selv har været aktiv. Og over tid kan man forsøge at udvikle en ny måde at være sammen på. Det er bedre end slet ikke at gøre noget. Man skal bevare fokus på det, man kan ændre, og ikke på det, man ikke kan gøre noget ved, slutter Lone Abild Gerhardt.

Sådan holder jeg ensomheden i skak

Før i tiden så jeg det som en falliterklæring, når jeg måtte gå hjem fra julefrokosten kl. 22.00, fordi jeg var ved at dejse om af træthed i stedet for at fokusere på, at det rent faktisk havde været hyggeligt i de timer, jeg var der.
I dag pepper jeg mig selv op mentalt, når jeg ved, at jeg skal ud at være selskabelig. Jeg siger til mig selv, at det helt sikkert bliver en god aften, og at jeg glæder mig til det. Også selvom det måske kun er den halve sandhed, for jeg ved da godt, at det også bliver hårdt, og at jeg sikkert ikke kan høre halvdelen, men bare det at jeg siger til mig selv, at jeg vil have en god aften øger sandsynligheden betragteligt for, at det også bliver det. Især når jeg allerede på forhånd har besluttet, at jeg ikke vil prøve at følge med i snakken over bordet, men i stedet vende roger-pennen mod én person, som jeg så har en samtale med.

Jeg er også begyndt på forhånd at bede om at få talerne på skrift, hvis jeg er inviteret til bryllup eller rund fødselsdag. Det har jeg endnu ikke oplevet, at nogen blev sure over. Tværtimod. Og det har gjort en verden til forskel på, hvor meget jeg har fået ud af festen. Nogle gange har jeg endda fået mere ud af talerne end de normalthørende har.

Og så opsøger og prioriterer jeg en-til-en relationerne højt, da det er den samværsform, jeg bedst kan lide og som jeg får mest ud af. Jeg kan også godt finde på at spørge en kollega, om vi skal finde et sted og spise frokost  sammen alene, så jeg ikke skal sidde i en larmende kantine og kæmpe for at følge med.

Alt det her betyder ikke, at jeg ikke også bliver ramt af ensomhed og frustration over min dårlige hørelse. Jeg kan blive sindssygt frustreret, når jeg havner i situationer, hvor jeg ikke kan høre. Og i takt med at min hørelse bliver dårligere og dårligere, sker det oftere og oftere.
Indimellem har jeg også problemer med at fokusere på det positive, og så giver jeg mig selv lov til at være ked af det og tude ned i puden. For det er da ikke nogen fest at have dårlig hørelse. Men jeg er meget bevidst om, at jeg som dårligt hørende er i højrisikogruppen for at ende i ensomhed og social isolation, hvis ikke jeg selv gør noget, for at holde det på afstand. Lige præcis derfor fokuserer jeg meget på de positive oplevelser. For det er dem, der giver mig overskuddet til at komme igennem de dage, hvor ensomhedsfølelsen overmander mig.

(Artikel er tidligere publiceret i Phorum Magazine)